Helbredelsen af den blinde ved Jeriko
Luk. 18, 35-43

Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.« Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.

Helbredelsen af den blinde ved Jeriko
– Markus 10, 46-52

Så kom de til Jeriko. Og da Jesus sammen med sine disciple og en større skare gik ud af Jeriko, sad Timæus' søn, Bartimæus, en blind tigger, ved vejen. Da han hørte, at det var Jesus fra Nazaret, gav han sig til at råbe: »Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!« Mange truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« Og Jesus stod stille og sagde: »Kald på ham!« Så kaldte de på den blinde og sagde til ham: »Vær frimodig, rejs dig, han kalder på dig.« Så smed han kappen fra sig, sprang op og kom hen til Jesus. Og Jesus spurgte ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Den blinde svarede ham: »Rabbuni, at jeg må kunne se!« Jesus sagde til ham: »Gå bort, din tro har frelst dig.« Og straks kunne han se, og han fulgte med ham på vejen.

Helbredelsen af to blinde – Matthæus 9, 27-31
Da Jesus gik videre derfra, fulgte to blinde efter ham; de råbte: »Forbarm dig over os, Davids søn!« Da han var kommet hjem, kom de blinde hen til ham, og Jesus spurgte dem: »Tror I, at jeg kan gøre det?« De svarede: »Ja, Herre!« Da rørte han ved deres øjne og sagde: »Det skal ske jer, som I tror.« Og deres øjne åbnedes. Men Jesus talte strengt til dem og sagde: »Se til, at ingen får det at vide.« Men de gik ud og spredte rygtet om ham i hele den del af landet.

Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«

Lukas 19, 28-38

Efter at have sagt det gik han videre på sin vej op mod Jerusalem. Da han nærmede sig Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Oliebjerget, sendte han to af disciplene af sted og sagde: »Gå ind i landsbyen heroverfor; når I kommer ind i den, vil I finde et føl, som står bundet, og som ingen nogen sinde har siddet på. Løs det, og kom med det. Og hvis nogen spørger jer, hvorfor I løser det, skal I svare: Herren har brug for det.« De to disciple gik, og de fandt det, sådan som han havde sagt dem. Mens de var ved at løse føllet, spurgte dets ejere dem: »Hvorfor løser I føllet?« De svarede: »Herren har brug for det.« De kom så hen til Jesus med føllet og lagde deres kapper på det og lod Jesus sætte sig op. Og hvor han kom ridende, bredte folk deres kapper ud på vejen. Da han allerede nærmede sig vejen ned ad Oliebjerget, begyndte hele discipelskaren glad at prise Gud med høj røst for alle de mægtige gerninger, de havde set. De råbte:
Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn!
Fred i himlen
og ære i det højeste!

Markus 11, 1-11

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage og Betania ved Oliebjerget, sendte han to af sine disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor; når I kommer ind i den, vil I straks finde et føl, som står bundet, og som intet menneske endnu har siddet på. Løs det, og bring det herhen. Og hvis nogen spørger jer, hvorfor I gør det, skal I sige: Herren har brug for det og sender det straks tilbage hertil igen.« Så gik de, og de fandt et føl bundet ved en dør ud til gaden, og de løste det. Nogle af dem, som stod der, spurgte: »Hvad er det, I gør? I løser jo føllet!« Men de svarede sådan, som Jesus havde sagt, og så lod de dem gå. De bragte så føllet hen til Jesus og lagde deres kapper på det, og han satte sig op på det. Og mange bredte deres kapper ud på vejen, andre strøede grønne kviste, som de havde skåret af på markerne. Og både de, der gik foran, og de, der fulgte efter, råbte:
Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer!
Hosianna i det højeste!
Så kom han ind i Jerusalem og ind på tempelpladsen. Da han havde været rundt og set på det hele, og det allerede var sent, gik han ud til Betania sammen med de tolv.

Lukas 1, 26-38

Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!«  Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde.  Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.«  Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.«  Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende.

Marias lovsang - Lukas 1, 46-56

Da sagde Maria:
Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
– som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid.
Maria blev hos hende hen ved tre måneder og vendte så hjem.

Følgende steder i Bibelen nævnes Johannes Døber: 

Matt 3,1 I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken.
Matt 11,11 Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han.
Matt 14,2 og han sagde til sine hoffolk: »Det er Johannes Døber! Han er stået op fra de døde, og derfor virker disse kræfter i ham.«
Matt 16,14 De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.«
Matt 17,13 Da forstod disciplene, at han talte til dem om Johannes Døber.
Mark 1,4 - således trådte Johannes Døber frem i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse.
Mark 6,14 Kong Herodes hørte om Jesus, for hans navn var blevet kendt, og folk sagde: »Det er Johannes Døber, der er stået op fra de døde, og derfor virker disse kræfter i ham.«
Mark 8,28 De svarede: »Johannes Døber, og andre siger Elias, og andre igen, at du er en af profeterne.«
Luk 7,20 Da mændene var nået frem til Jesus, sagde de: »Johannes Døber har sendt os til dig for at spørge: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?«
Luk 7,33 For Johannes Døber er kommet, han hverken spiser brød eller drikker vin, og I siger: Han er besat.
Luk 9,19 De svarede: »Johannes Døber, men andre siger Elias, og andre igen, at en af de gamle profeter er opstået.«
Joh 1,26 Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender,
Joh 3,26 og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.«

Johannes Døber i ørkenen - Lukas 3, 1-20

I kejser Tiberius' femtende regeringsår, mens Pontius Pilatus var statholder over Judæa, og Herodes var landsfyrste over Galilæa, hans bror Filip over Ituræa og Trakonitis, og Lysanias over Abilene, og mens Annas og Kajfas var ypperstepræster, da kom Guds ord til Zakarias' søn, Johannes, ude i ørkenen.
Han kom så til egnen omkring Jordan, og overalt prædikede han omvendelsesdåb til syndernes forladelse, ligesom der står skrevet i bogen med profeten Esajas' ord:
Der er en, der råber i ørkenen:
Ban Herrens vej,
gør hans stier jævne!
Hver dal skal fyldes,
hvert bjerg og hver høj skal sænkes,
de krogede veje skal rettes ud,
de ujævne gøres jævne.
Og alle mennesker skal se Guds frelse.
Til de skarer, der kom ud for at blive døbt af ham, sagde han: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da de frugter, som omvendelsen kræver, og kom ikke og sig ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.«
Skarerne spurgte ham: »Hvad skal vi da gøre?« Han svarede: »Den, der har to kjortler, skal dele med den, der ingen har, og den, der har mad, skal gøre ligeså.« Der kom også nogle toldere for at blive døbt, og de sagde til ham: »Mester, hvad skal vi gøre?« Han svarede dem: »Opkræv ikke mere end det, der er foreskrevet jer.«  Også nogle soldater spurgte: »Hvad skal så vi gøre?« Og til dem sagde han: »Ikke mishandle eller udplyndre nogen, men lade jer nøje med jeres løn.«
Folket var fyldt med forventning, og alle tænkte i deres stille sind, om Johannes mon skulle være Kristus. Men han sagde til dem alle: »Jeg døber jer med vand; så kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at løse hans skorem. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. Han har sin kasteskovl i hånden for at rydde sin tærskeplads og samle hveden i sin lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes.«
Også på mange andre måder formanede han, mens han forkyndte evangeliet for folket. Men da landsfyrsten Herodes blev irettesat af ham for sit forhold til sin brors hustru, Herodias, og for alt det onde, han havde gjort, så føjede Herodes til alt det andet også det, at han lod Johannes kaste i fængsel.

Markus 1, 1-8

Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn.
Som der står skrevet hos profeten Esajas:
Se, jeg sender min engel foran dig,
han skal bane din vej.
Der er en, der råber i ørkenen:
Ban Herrens vej,
gør hans stier jævne!
– således trådte Johannes Døber frem i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse. Og hele Judæa og alle Jerusalems indbyggere drog ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Johannes gik klædt i kamelhår og havde et læderbælte om livet, og han levede af græshopper og vildhonning. Og han prædikede: »Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem. Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånden.«

Matthæus 3, 1-12

I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger:
Der er en, der råber i ørkenen:
Ban Herrens vej,
gør hans stier jævne!
Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.
Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.
Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes.«

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«

Markus 1, 9-11

I de dage skete det, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan. Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig som en due; og der lød en røst fra himlene: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«

Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han to brødre, Simon kaldet Peter og hans bror Andreas, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. Han sagde til dem: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.« De lod straks garnene være og fulgte ham. Da han gik videre, så han to andre brødre, Jakob, Zebedæus' søn, og hans bror Johannes, i båden sammen med deres far Zebedæus i færd med at ordne deres garn. Han kaldte på dem, og de forlod straks båden og deres far og fulgte ham.

Markus 1, 16-20

Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Andreas, Simons bror, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. Jesus sagde til dem: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.« Og de lod straks garnene være og fulgte ham. Da han gik et stykke videre, så han Jakob, Zebedæus' søn, og hans bror Johannes i båden i færd med at ordne garnene. Straks kaldte han på dem, og de lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden sammen med daglejerne og fulgte ham.

Peters fiskefangst – Lukas 5, 1-11

Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.

Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

Kong Herodes hørte om Jesus, for hans navn var blevet kendt, og folk sagde: »Det er Johannes Døber, der er stået op fra de døde, og derfor virker disse kræfter i ham.« Men andre sagde: »Det er Elias,« og andre igen sagde: »Det er en profet ligesom en af de gamle profeter.« Da Herodes hørte det, sagde han: »Den Johannes, jeg har halshugget, han er stået op!«

Herodes havde nemlig ladet Johannes gribe og lægge i lænker og fængsle på grund af Herodias, sin bror Filips hustru, fordi Herodes havde giftet sig med hende; for Johannes havde sagt til ham: »Du har ikke lov til at have din brors hustru.« Og Herodias var ude efter ham og ville have ham slået ihjel, men hun kunne ikke. For Herodes var bange for Johannes, da han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand, så han holdt hånden over ham; og hver gang han hørte på ham, blev han meget anfægtet, men han hørte gerne på ham.

Men så kom der en lejlighed, da Herodes på sin fødselsdag holdt fest for sine hoffolk og hærførerne og de fornemme i Galilæa. Da kom Herodias' datter ind og dansede, og hun betog Herodes og hans gæster. Kongen sagde til pigen: »Bed mig om, lige hvad du vil, og jeg vil give dig det!« Og med ed lovede han hende alt muligt: »Lige meget hvad du beder mig om, vil jeg give dig, om det så er halvdelen af mit kongerige.« Men hun gik ud og spurgte sin mor: »Hvad skal jeg bede om?« Hun svarede: »Johannes Døbers hoved!« Og så skyndte hun sig ind til kongen og bad ham: »Jeg ønsker, at du straks giver mig Johannes Døbers hoved på et fad.« Kongen blev meget ked af det, men på grund af sin ed og sine gæster ville han ikke sige nej til hende. Så sendte kongen straks bødlen af sted med ordre om at bringe Johannes' hoved. Og han gik hen og halshuggede ham i fængslet, og han bragte hans hoved på et fad og gav det til pigen, og hun gav det til sin mor. Men da hans disciple hørte om det, kom de og hentede liget og lagde det i en grav.

Peters bekendelse – Lukas 9, 18-20

Og det skete, da Jesus havde trukket sig tilbage for at bede, og disciplene var sammen med ham, at han spurgte dem: »Hvem siger skarerne, at jeg er?« De svarede: »Johannes Døber, men andre siger Elias, og andre igen, at en af de gamle profeter er opstået.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Peter svarede: »Guds salvede.«

Peters fornægtelse – Markus 14, 66-72
Mens Peter var nede i gården, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger forbi, og da hun så ham sidde og varme sig, kiggede hun på ham og sagde: »Du var også sammen med ham nazaræeren Jesus.« Men han nægtede det og sagde: »Jeg hverken ved eller forstår, hvad du mener.« Så gik han ud i portrummet. Og hanen galede. Og pigen, som havde set ham, sagde så igen til dem, som stod der: »Han dér er en af dem.« Men atter nægtede han det. Lidt efter sagde de, som stod der, endnu en gang til Peter: »Jo, sandelig er du en af dem; du er jo også fra Galilæa.« Da gav han sig til at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menneske, I taler om!« I det samme galede hanen anden gang. Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt til ham: »Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« Og han brast i gråd.

Jesu fødsel – Lukas 2, 1-20

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Jesus i templet - Lukas 2, 22-40

Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren – som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« – og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger.
I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.
Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«

Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.
Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

Den tolvårige Jesus i templet – Lukas 2, 41-52

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.
Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Kvinderne i Jesu følge – Lukas 8, 1-3

I den følgende tid gik han fra by til by og fra landsby til landsby, og han prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige. Sammen med ham var de tolv og nogle kvinder, der var blevet helbredt for onde ånder og sygdomme. Det var Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af, og Johanna, der var gift med Kuza, en embedsmand hos Herodes, og Susanna og mange andre. De sørgede for dem af deres egne midler.

Jesu opstandelse – Markus 16, 1-8

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Den opstandne Jesus og disciplene – Markus 16, 9-20

Da Jesus var opstået tidligt om morgenen den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af. Hun gik hen og fortalte det til dem, som havde været sammen med ham, og som nu klagede og græd. Men da de hørte, at han levede, og at hun havde set ham, troede de ikke på det.

Følgende steder i Bibelen nævnes Maria Magdalene

Matt 27,56 Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.
Matt 27,61 Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over for graven.
Matt 28,1 Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven.
Mark 15,40 Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome;
Mark 15,47 Men Maria Magdalene og Maria, Joses' mor, så, hvor han blev lagt.
Mark 16,1 Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham.
Mark 16,9 Da Jesus var opstået tidligt om morgenen den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af.
Luk 8,2 og nogle kvinder, der var blevet helbredt for onde ånder og sygdomme. Det var Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af,
Luk 24,10 Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs mor, og de andre kvinder, som var sammen med dem. De sagde dette til apostlene,
Joh 19,25 Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene.
Joh 20,1 Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven.
Joh 20,18 Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.

Og straks de var kommet ud af synagogen, kom de ind i Simons og Andreas' hus sammen med Jakob og Johannes. Simons svigermor lå med feber, og de fortalte straks Jesus om hende. Så gik han hen og tog hendes hånd og rejste hende op, og feberen forlod hende, og hun sørgede for dem.

Jesus for Rådet – Markus 14, 53-64

Så førte de Jesus til ypperstepræsten, og alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge samledes. Men på afstand var Peter fulgt efter ham helt ind i ypperstepræstens gård og sad sammen med vagtfolkene og varmede sig ved ilden.

Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget. Mange vidnede nemlig falsk imod ham, men deres vidneudsagn stemte ikke overens. Og nogle stod frem og vidnede falsk imod ham ved at sige: »Vi har hørt ham sige: Jeg vil bryde dette tempel ned, som er bygget med hænder, og på tre dage rejse et andet, som ikke er bygget med hænder.« Men heller ikke da stemte deres vidneudsagn overens.

Så stod ypperstepræsten frem og spurgte Jesus: »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?« Men han tav og svarede ikke. Ypperstepræsten spurgte ham igen: »Er du Kristus, den Velsignedes søn?« Jesus svarede: »Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.« Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Hvad skal vi nu med vidner? I har selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?« Og de dømte ham alle skyldig til døden.

Følgende steder i Bibelen nævnes Kajfas:

Matt 26,3 Da samledes ypperstepræsterne og folkets ældste i gården hos ypperstepræsten, der hed Kajfas,
Matt 26,57 De, der havde pågrebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og de ældste var samlet.
Luk 3,2 og mens Annas og Kajfas var ypperstepræster, da kom Guds ord til Zakarias' søn, Johannes, ude i ørkenen.
Joh 11,49 Men en af dem, Kajfas, som var ypperstepræst det år, sagde til dem: »I forstår ikke noget som helst.
Joh 18,13-14: de førte ham først til Annas, for han var svigerfar til Kajfas, der var ypperstepræst det år. Det var Kajfas, der havde givet jøderne det råd, at det var bedst, at ét menneske døde for folket.
Joh 18,24 Annas sendte ham så bundet til ypperstepræsten Kajfas.
Joh 18,28 De førte nu Jesus fra Kajfas til statholderens borg. Det var tidligt om morgenen. Selv gik de ikke ind i borgen, for at de ikke skulle blive urene, men kunne holde påskemåltid.
ApG 4,6 ypperstepræsten Annas, Kajfas, Johannes og Alexander og de andre af ypperstepræstelig slægt.

Følgende steder i Bibelen nævnes Saulus / Paulus:

SAULUS
ApG 7,58b: Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus.
ApG 8,1a: Og Saulus bifaldt mordet på Stefanus.
ApG 8,3: Men Saulus søgte at tilintetgøre menigheden, han trængte ind i det ene hus efter det andet, slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem fængslet.
ApG 9,1: Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord;
ApG 9,8: Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se.
ApG 9,11: Herren sagde til ham: »Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas' hus efter Saulus fra Tarsus.
ApG 9,22: Men Saulus blev stadig stærkere og satte jøderne i Damaskus til vægs, når han påviste, at Jesus er Kristus.
ApG 9,24: Men Saulus fik nys om deres plan.
ApG 11,25: Barnabas tog så af sted til Tarsus for at opsøge Saulus,
ApG 11,30:Det gjorde de så, og de sendte Barnabas og Saulus til de ældste med gaven.
ApG 12,25: Og da Barnabas og Saulus havde udført deres tjeneste i Jerusalem, vendte de tilbage og tog Johannes med tilnavnet Markus med sig.
ApG 13,1: I menigheden i Antiokia var der profeter og lærere, nemlig Barnabas og Simeon, der blev kaldt Niger, Lukius fra Kyrene, Manaen, der var plejebror til landsfyrsten Herodes, og Saulus. ApG 13,2: Og mens de holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: »Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til.«
ApG 13,7:Han holdt til hos statholderen Sergius Paulus, som var en forstandig mand. Statholderen sendte bud efter Barnabas og Saulus, for han ønskede at høre Guds ord.

PAULUS

ApG 13,9: Saulus, som også hedder Paulus, blev da fyldt af Helligånden, så fast på ham

ApG 13,13: Paulus og hans ledsagere sejlede ud fra Pafos og kom til Perge i Pamfylien,

ApG 13,16: Da rejste Paulus sig, gav tegn med hånden og sagde: »Israelitter og I, der frygter Gud, hør på mig!

ApG 13,43: Da synagogemenigheden spredtes, fulgte mange jøder og gudfrygtige proselytter med Paulus og Barnabas, som talte med dem og søgte at overbevise dem om, at de skulle blive ved Guds nåde.

ApG 13,45-46: Da jøderne så skarerne, blev de fulde af misundelse, og det, Paulus sagde, modsagde de og spottede. Men Paulus og Barnabas talte med frimodighed og sagde: »Guds ord måtte forkyndes for jer først. Men siden I afviser det og ikke anser jer selv for værdige til evigt liv, så vender vi os til hedningerne.

ApG 13,50: Men jøderne fik ophidset de fornemme gudfrygtige kvinder og byens førende mænd og rejste en forfølgelse mod Paulus og Barnabas; og de jog dem ud, væk fra deres egn.

ApG 14,1: I Ikonion gik Paulus og Barnabas ligeledes ind i jødernes synagoge og talte sådan, at mange jøder og grækere kom til tro;

ApG 14,9: Denne mand lyttede, når Paulus talte. Paulus så fast på ham, og da han så, at manden havde tro til at blive frelst,

ApG 14,11-12: Da folk så, hvad Paulus havde gjort, råbte de højt på lykaonisk: »Guderne er i menneskeskikkelse kommet ned til os!« Og de kaldte Barnabas Zeus og Paulus Hermes, fordi det var ham, der førte ordet.

ApG 14,14: Da apostlene Barnabas og Paulus hørte det, flængede de deres kapper, styrtede ind i folkemængden og råbte:

ApG 14,19-20: Da kom der nogle jøder fra Antiokia og Ikonion, som fik folk overtalt, så de stenede Paulus; de slæbte ham uden for byen i den tro, at han var død. Men disciplene slog kreds om Paulus, og han rejste sig op og gik ind i byen. Næste dag drog han sammen med Barnabas til Derbe.

ApG 15,2: Da det førte til strid og ikke så lidt diskussion mellem Paulus og Barnabas og disse folk, besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulle drage op til apostlene og de ældste i Jerusalem for at tale om dette stridsspørgsmål.

ApG 15,12: Hele forsamlingen tav stille og lyttede, mens Barnabas og Paulus fortalte om alle de tegn og undere, som Gud havde gjort blandt hedningerne gennem dem.

ApG 15,22: Så besluttede apostlene og de ældste sammen med hele menigheden at udvælge nogle af dens mænd og sende dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas.

ApG 15,25: Derfor har vi i enighed besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vor kære Barnabas og Paulus.

ApG 15,35-36: Men Paulus og Barnabas blev i Antiokia, hvor de sammen med mange andre underviste og forkyndte Herrens ord. Nogen tid efter sagde Paulus til Barnabas: »Lad os vende tilbage og besøge brødrene i alle de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord, og se, hvordan de har det.«

ApG 15,38: men Paulus fandt det ikke rigtigt at tage en med, der havde forladt dem i Pamfylien og ikke deltaget i arbejdet sammen med dem.

ApG 15,40: men Paulus valgte Silas, og efter at brødrene havde overgivet ham til Herrens nåde, tog han af sted.

ApG 16,1: Paulus kom også til Derbe og Lystra. Og se, dér var der en discipel ved navn Timotheus, som var søn af en troende jødisk kvinde og en græsk far.

ApG 16,3: Ham ville Paulus gerne have til at rejse med sig, så han omskar ham af hensyn til jøderne i de egne; for alle vidste, at hans far var græker.

ApG 16,9: Og om natten havde Paulus et syn: Der stod en mand fra Makedonien og bad ham: »Kom over til Makedonien og hjælp os!«

ApG 16,17: Hun fulgte efter Paulus og os, mens hun råbte: »De mennesker er den højeste Guds tjenere, de forkynder jer vejen til frelse.«

ApG 16,18-19: Det gjorde hun mange dage i træk. Så blev Paulus vred, han vendte sig om og sagde til ånden: »I Jesu Kristi navn byder jeg dig at forlade hende!« Og ånden forlod hende øjeblikkelig. Men da hendes herrer forstod, at det var ude med deres håb om indtægt, greb de fat i Paulus og Silas og slæbte dem hen på torvet til myndighederne.

ApG 16,22: Folkeskaren gik også løs på Paulus og Silas, og embedsmændene lod tøjet rive af dem og befalede, at de skulle piskes.

ApG 16,25: Ved midnatstid sad Paulus og Silas og bad og sang lovsange til Gud, og fangerne lyttede.

ApG 16,28-29: Men Paulus råbte højt: »Gør ikke en ulykke på dig selv, for vi er her alle sammen.« Fangevogteren forlangte at få fakler, og han løb ind og faldt skælvende på knæ for Paulus og Silas.

ApG 16,36-37: Fangevogteren meddelte Paulus dette: »Embedsmændene har givet besked om, at I skal løslades. Gå nu ud og rejs bort med fred!« Men Paulus svarede dem: »De har uden dom ladet os piske offentligt, selv om vi er romerske borgere, og de har sat os i fængsel. Og nu vil de hemmeligt jage os bort! Nej, de kan selv komme og føre os ud.«

ApG 17,2: Efter sædvane gik Paulus hen til dem, og tre sabbatter i træk førte han samtaler med dem ud fra Skrifterne.

ApG 17,4-5: Nogle af jøderne blev overbevist og sluttede sig til Paulus og Silas, og det gjorde også mange gudfrygtige grækere og ikke få fornemme kvinder. Men jøderne blev misundelige og fik nogle dårlige mennesker fra gaden med sig, og de lavede opløb og uro i byen. De stormede Jasons hus og ledte efter Paulus og Silas for at bringe dem for folkeforsamlingen.

ApG 17,10: Straks samme nat sendte brødrene Paulus og Silas til Berøa, og da de var ankommet, gik de hen i jødernes synagoge.

ApG 17,13-14: Men da jøderne i Thessalonika erfarede, at Paulus også forkyndte Guds ord i Berøa, kom de og skabte også dér usikkerhed og uro blandt folkeskarerne. Brødrene sendte da straks Paulus ned til havet, mens både Silas og Timotheus blev i Berøa.

ApG 17,16: Mens Paulus ventede på dem i Athen, blev han meget oprørt over at se byen fuld af afgudsbilleder.

ApG 17,19: De tog så Paulus med sig og førte ham til Areopagos og sagde: »Kan vi få at vide, hvad det er for en ny lære, du taler om?

ApG 17,22: Så stod Paulus frem midt på Areopagos og sagde: »Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse.

ApG 17,33: Dermed forlod Paulus forsamlingen.

ApG 18,1-2: Derpå forlod Paulus Athen og kom til Korinth. Dér mødte han en jøde, som hed Akvila, og som stammede fra Pontus. Sammen med sin hustru Priskilla var han for nylig kommet fra Italien på grund af Claudius' påbud om, at alle jøder skulle forlade Rom. De to sluttede Paulus sig til,

ApG 18,4-6: Og hver eneste sabbat førte Paulus samtaler i synagogen og søgte at overbevise både jøder og grækere. Da Silas og Timotheus kom oppe fra Makedonien, var Paulus fuldt optaget af forkyndelsen og vidnede for jøderne, at Jesus er Kristus. Men de stillede sig afvisende og spottede. Da rystede Paulus støvet af sin kappe og sagde: »Jeres blod kommer over jeres eget hoved. Jeg er uden skyld. Fra nu af går jeg til hedningerne.«

ApG 18,9: Og Herren sagde til Paulus i et syn om natten: »Frygt ikke! Men tal, og ti ikke, for jeg er med dig,

ApG 18,11-12: Så boede Paulus dér i halvandet år og underviste om Guds ord iblandt dem. Men mens Gallio var statholder i Akaja, vendte jøderne sig alle som én imod Paulus, førte ham for domstolen

ApG 18,14: Da Paulus skulle til at tage ordet, sagde Gallio til jøderne: »Hvis der var tale om en forbrydelse eller en grov slyngelstreg, jøder, så ville jeg naturligvis tage jeres klage til følge;

ApG 18,18-19: Paulus blev der endnu en tid. Så tog han afsked med brødrene og sejlede til Syrien sammen med Priskilla og Akvila. Forinden havde han ladet sit hår klippe af i Kenkreæ, for han havde aflagt et løfte. Da de kom til Efesos, lod Paulus de andre blive tilbage og gik selv hen i synagogen og førte samtaler med jøderne.

ApG 18,23: Efter nogen tids forløb drog Paulus ud igen. Han rejste fra sted til sted gennem det galatiske land og Frygien og styrkede alle disciplene.

ApG 19,1: Mens Apollos var i Korinth, var Paulus rejst gennem egnene inde i landet og var kommet ud til Efesos. Dér mødte han nogle disciple

ApG 19,3-4: Paulus spurgte: »Hvilken dåb blev I da døbt med?« De svarede: »Med Johannes' dåb.« Så sagde Paulus: »Johannes døbte med omvendelsesdåb og sagde til folket, at de skulle tro på ham, der fulgte efter, det vil sige på Jesus.«

ApG 19,6: og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede.

ApG 19,8: Paulus kom i synagogen og talte frimodigt i tre måneder. Han førte samtaler med folk og overbeviste dem om Guds rige.

ApG 19,12-13: Ja, man bragte ligefrem tørklæder eller bælter, som Paulus havde båret, hen til de syge; og sygdommene forlod dem, og de onde ånder fór ud. Også nogle af de omvandrende jødiske dæmonbesværgere forsøgte at nævne Herren Jesu navn over dem, der havde onde ånder. De sagde: »Jeg besværger jer ved den Jesus, som Paulus forkynder!«

ApG 19,15: Men den onde ånd svarede dem: »Jesus kender jeg, og jeg ved, hvem Paulus er, men hvem er I?«

ApG 19,21: Da alt det var sket, besluttede Paulus, ledet af Ånden, at rejse gennem Makedonien og Akaja og videre til Jerusalem. Han sagde: »Når jeg har været dér, må jeg også til Rom.«

ApG 19,26: Nu kan I både se og høre, at denne Paulus ikke blot i Efesos, men næsten i hele provinsen Asien har overtalt og vildledt mange mennesker, når han siger, at ting, der fremstilles med hænder, ikke er guder.

ApG 19,30: Paulus ville gå ind til folkemængden, men det tillod disciplene ikke.

ApG 20,1: Da uroen havde lagt sig, sendte Paulus bud efter disciplene og formanede dem. Så tog han afsked og brød op for at rejse til Makedonien.

ApG 20,7: Den første dag i ugen var vi samlet for at bryde brødet. Paulus førte samtaler med dem, da han skulle rejse næste dag, og han blev ved med at tale lige til midnat.

ApG 20,9-11: I vinduet sad en ung mand, der hed Eutykos. Da Paulus talte så længe, faldt han i søvn, og overmandet af søvnen styrtede han ned fra anden sal. Da man løftede ham op, var han død. Men Paulus gik ned, kastede sig over ham, tog om ham og sagde: »Ingen larm og klage! For der er liv i ham.« Så gik Paulus op igen, brød brødet og spiste og talte længe, lige til det blev lyst. Derpå tog han af sted.

ApG 20,13: Vi var i forvejen gået om bord og sejlede til Assos, hvor vi skulle tage Paulus med. Sådan havde han bestemt det, for han ville selv rejse til fods.

ApG 20,16: Paulus havde besluttet at sejle forbi Efesos, for at han ikke skulle bruge for megen tid i provinsen Asien. For han stræbte efter om muligt at være i Jerusalem til pinsedag.

ApG 20,36-37: Da Paulus havde sagt det, knælede han og bad sammen med dem. Alle brast i gråd, og de faldt Paulus om halsen og kyssede ham.

ApG 21,4: Vi opsøgte disciplene og blev dér i syv dage. Tilskyndet af Ånden sagde de til Paulus, at han ikke skulle rejse op til Jerusalem.

ApG 21,12-13: Da vi hørte dette, bad både vi og folk dér på stedet Paulus om ikke at rejse op til Jerusalem. Men Paulus svarede: »Hvorfor græder I og gør mit hjerte bedrøvet? Jeg er ikke blot rede til at blive bundet, men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navns skyld.«

ApG 21,18: Næste dag gik Paulus sammen med os hen til Jakob, hvor alle de ældste kom til stede;

ApG 21,20: Da de hørte det, lovpriste de Gud og sagde til Paulus: »Broder, du ser, hvor mange tusinde jøder der er blevet troende, og de brænder alle af iver for loven.

ApG 21,26-27: Paulus tog så den følgende dag mændene med sig og lod sig rense sammen med dem. Derefter gik han til templet og meddelte tidspunktet for renselsesdagenes afslutning, så offeret kunne bringes for hver enkelt af dem. Da de syv dage næsten var gået, fik jøderne fra provinsen Asien øje på Paulus på tempelpladsen. De bragte hele folkeskaren i uro og greb fat i Paulus

ApG 21,29-30: De havde nemlig tidligere set Trofimos fra Efesos sammen med Paulus ude i byen, og de troede, at han havde taget ham med til templet. Hele byen kom i bevægelse, folk stimlede sammen, greb fat i Paulus og slæbte ham bort fra templet, og portene blev straks lukket.

ApG 21,32-35: Han fik straks fat i soldater og officerer og skyndte sig ned til dem. Ved synet af kommandanten og soldaterne holdt folk op med at slå Paulus. Da kommandanten kom derhen, lod han Paulus gribe og befalede, at han skulle lægges i to lænker. Så spurgte han, hvem Paulus var, og hvad han havde gjort. Men nogle i skaren råbte ét, andre noget andet. På grund af larmen kunne han ikke få noget sikkert at vide og befalede så, at Paulus skulle føres ind i borgen. Men da Paulus nåede hen til trappen, måtte han bæres af soldaterne, fordi skaren pressede voldsomt på.

ApG 21,37: Lige da man skulle til at føre Paulus ind i borgen, spørger han kommandanten: »Må jeg sige noget til dig?« Han svarede: »Kan du græsk?

ApG 21,39-40: Paulus sagde: »Jeg er jøde fra Tarsus i Kilikien, borger i en ikke ukendt by. Jeg beder dig, tillad mig at tale til folket.« Det tillod kommandanten, og stående på trappen gav Paulus med hånden tegn til folket. Da der blev stilhed, talte han til dem på hebraisk og sagde:

ApG 22,2: Da de hørte, at han talte til dem på hebraisk, blev der endnu mere ro. Og Paulus sagde:

ApG 22,22: Indtil Paulus sagde dette, havde de lyttet til ham, men nu råbte de højt: »Væk med ham fra jordens overflade! Sådan én burde ikke have lov at leve!«

ApG 22,24-25: befalede kommandanten, at Paulus skulle føres ind i borgen, og sagde, at han skulle forhøres under piskning, for at han kunne få at vide, hvorfor de råbte sådan mod ham. Da de spændte Paulus fast for at piske ham, spurgte han den officer, der stod ved siden af: »Må I piske en romersk borger, og det uden dom?«

ApG 22,27-30: Kommandanten kom hen til Paulus og spurgte: »Sig mig, er du romersk borger?« »Ja,« svarede han. Kommandanten sagde: »Den borgerret har jeg givet mange penge for.« Men Paulus sagde: »Jeg er endog født med den!« De, der stod og skulle forhøre Paulus, trak sig nu straks tilbage. Også kommandanten blev bange, da han forstod, at det var en romersk borger, han havde ladet fængsle.Men da han ville have sikker viden om, hvad Paulus var anklaget for af jøderne, lod han ham den følgende dag løse af lænkerne og befalede, at ypperstepræsten og hele Rådet skulle samles. Så lod han Paulus føre ned og fremstillede ham for dem.

ApG 23,1-3: Paulus så fast på Rådet og sagde: »Brødre, med den bedste samvittighed har jeg til den dag i dag levet mit liv for Gud.« Ypperstepræsten Ananias befalede dem, der stod ved siden af ham, at slå Paulus på munden. Da sagde Paulus til ham: »Gud skal slå dig, din kalkede væg! Du er sat her for at dømme mig efter loven, og så overtræder du loven ved at befale at slå mig.«

ApG 23,5-6: Paulus svarede: »Brødre, jeg vidste ikke, at det er ypperstepræsten. Der står jo skrevet: ›Du må ikke forbande dit folks øvrighed.‹ « Men da Paulus vidste, at den ene del af Rådet bestod af saddukæere og den anden del af farisæere, råbte han: »Brødre, jeg er farisæer og stammer fra farisæere. Nu skal jeg dømmes for håbet om dødes opstandelse!«

ApG 23,10-12: Der blev sådan en strid, at kommandanten var bange for, at de ligefrem skulle rive både arme og ben af Paulus. Derfor befalede han mandskabet at gå ned og få Paulus væk fra forsamlingen og ført ind i borgen.

Den følgende nat stod Herren foran Paulus og sagde: »Vær ved godt mod! For ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, skal du også vidne i Rom.« Da det var blevet dag, rottede jøderne sig sammen og svor på, at de hverken ville spise eller drikke, før de havde fået Paulus slået ihjel.

ApG 23,14: De gik til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: »Vi har svoret, at vi intet vil spise, før vi har fået Paulus slået ihjel.

ApG 23,16-18: Men da Paulus' søstersøn fik kendskab til dette baghold, kom han derhen, gik ind i borgen og underrettede Paulus. Paulus tilkaldte så en af officererne og sagde: »Før denne unge mand til kommandanten, for han har noget at meddele ham.« Officeren tog den unge mand med og førte ham til kommandanten og sagde: »Fangen Paulus tilkaldte mig og bad mig føre denne unge mand til dig. Han har noget at sige dig.«

ApG 23,20: Han svarede: »Jøderne har aftalt at anmode dig om at lade Paulus føre ned til Rådet i morgen under påskud af at ville have ham udspurgt grundigere.

ApG 23,24: og de skulle stille med ridedyr, sætte Paulus op og bringe ham frem til statholderen Felix i god behold.

ApG 23,31: Soldaterne tog nu Paulus med, som de havde fået ordre til, og bragte ham om natten til Antipatris.

ApG 23,33-35: Rytterne kom så til Cæsarea, og de afleverede brevet til statholderen og fremstillede også Paulus for ham. Han læste brevet og spurgte, hvilken provins Paulus kom fra, og da han fik at vide, at han kom fra Kilikien, sagde han: »Jeg vil afhøre dig, når dine anklagere er kommet til stede.« Han befalede, at Paulus skulle sættes i forvaring i Herodes' borg.

ApG 24,1-2: Fem dage senere kom ypperstepræsten Ananias derned sammen med nogle ældste og en advokat, der hed Tertullus. De fremførte deres anklager mod Paulus for statholderen. Paulus blev kaldt ind, og Tertullus begyndte sin anklagetale: »Højtærede Felix! At vi takket være dig har fået fredelige forhold, og at der takket være din omsorg er sket forbedringer for vort folk,

ApG 24,10: Da statholderen gav Paulus tegn til at tale, tog han til orde og sagde: »Jeg ved, at du i mange år har været dommer for dette folk, og derfor forsvarer jeg min sag med sindsro.

ApG 24,23-27: Felix gav officeren besked om at holde Paulus i mildt fangenskab og ikke hindre nogen af hans egne i at gøre ham tjenester. Nogle dage senere kom Felix, ledsaget af sin hustru Drusilla, der var jøde. Han sendte bud efter Paulus og lyttede til hans ord om troen på Kristus Jesus.Men da Paulus begyndte at tale om retfærdighed og afholdenhed og den kommende dom, blev Felix bange og afbrød: »Nu er det nok, du kan gå! Når jeg får tid, vil jeg sende bud efter dig.« Desuden håbede han, at Paulus ville give ham penge. Derfor lod han ham ret ofte hente og talte med ham. Der gik to år. Så fik Felix en efterfølger, som hed Porkius Festus; men Felix lod Paulus blive i fængsel, da han gerne ville skaffe sig velvilje hos jøderne.

ApG 25,2-10: Ypperstepræsterne og jødernes førende mænd fremførte deres anklage mod Paulus for ham. De bad ham indtrængende om at vise dem den gunst at lade Paulus hente til Jerusalem. De ville nemlig lægge sig i baghold og slå ham ihjel undervejs. Festus svarede, at Paulus skulle holdes i forvaring i Cæsarea, men at han selv snart ville rejse derned. Han havde ikke opholdt sig mere end en halv snes dage hos dem, før han tog ned til Cæsarea. Den følgende dag satte han sig i dommersædet og befalede, at Paulus skulle føres frem. De jøder, der var kommet ned fra Jerusalem, stillede sig op omkring Paulus, da han kom ind, og de fremførte mange hårde beskyldninger, som de ikke kunne føre bevis for, mens Paulus forsvarede sig: »Jeg har hverken forsyndet mig imod jødernes lov eller imod templet eller imod kejseren.« Festus ville skaffe sig velvilje hos jøderne og spurgte derfor Paulus: »Er du villig til at rejse op til Jerusalem og dér lade din sag pådømme af mig?« Paulus svarede: »Jeg hører under kejserens domstol. Dér bør jeg dømmes. Jøderne har jeg ikke forbrudt mig imod, som du også meget vel ved.

ApG 25,14: Og da de tilbragte flere dage dér, forelagde Festus sagen mod Paulus for kongen og sagde: »Der er en fange her, som er efterladt af Felix.

ApG 25,19-21: men de havde nogle stridigheder med ham om deres egen religion og om en vis Jesus, som var død, men som Paulus påstod lever. Da jeg var i vildrede med, hvordan de spørgsmål kan undersøges, spurgte jeg Paulus, om han ville rejse til Jerusalem og lade sig dømme dér i denne sag. Men da Paulus indankede sin sag med krav om at holdes i forvaring indtil Hans Majestæts afgørelse, befalede jeg, at han skulle holdes i forvaring, indtil jeg kunne overføre ham til kejseren.«

ApG 25,23: Næste dag kom så Agrippa og Berenike med pomp og pragt; de gik ind i retssalen sammen med kommandanterne og byens fornemste mænd, og på ordre fra Festus blev Paulus ført ind.

ApG 26,1: Agrippa sagde til Paulus: »Du har nu tilladelse til at tale din sag.« Da løftede Paulus hånden og sagde til sit forsvar:

ApG 26,24-25: På dette punkt i Paulus' forsvarstale siger Festus med høj røst: »Du er vanvittig, Paulus! Den megen lærdom driver dig til vanvid.« Men Paulus svarede: »Jeg er ikke vanvittig, højtærede Festus! Tværtimod, de ord, jeg siger, er sande og forstandige.

ApG 26,28-29: Agrippa sagde til Paulus: »Det er lige ved, at du overtaler mig til at blive kristen.« Paulus svarede: »Om det er lige ved eller langt fra, så ville jeg ønske til Gud, at ikke blot du, men alle, som hører mig i dag, fik det som jeg, lige bortset fra disse lænker.«

ApG 27,1: Da det nu var afgjort, at vi skulle sejle til Italien, blev både Paulus og nogle andre fanger overladt til Julius, en officer fra den kejserlige hærafdeling.

ApG 27,3: Næste dag lagde vi til i Sidon; og Julius behandlede Paulus venligt og gav ham lov til at gå hen til vennerne og nyde godt af deres omsorg.

ApG 27,9: Da der var gået en rum tid, og det ikke længere var sikkert at sejle, fordi fastedagen tilmed allerede var ovre, advarede Paulus dem

ApG 27,11: Men officeren lyttede mere til styrmanden og kaptajnen end til det, Paulus sagde.

ApG 27,21: Da ingen mere havde lyst til at spise, trådte Paulus frem midt iblandt dem og sagde: »I burde have lyttet til mig, folk, og ikke være sejlet fra Kreta, så havde I været sparet for denne ulykke og det tab.

ApG 27,24: og englen sagde: ›Frygt ikke, Paulus! Du skal stå frem for kejseren, og nu har Gud skænket dig alle dem, der rejser sammen med dig.‹

ApG 27,31: Paulus sagde til officeren og soldaterne: »Hvis de sømænd ikke bliver om bord, kan I ikke reddes.«

ApG 27,33: Mens det var ved at blive dag, rådede Paulus alle til at tage føde til sig og sagde: »Nu har I holdt ud og ventet fjorten dage i træk uden at få noget at spise; intet har I taget til jer.

ApG 27,35: Da Paulus havde sagt det, tog han et brød, og i alles påsyn takkede han Gud, brød det og gav sig til at spise.

ApG 27,43: Men officeren ville redde Paulus og hindrede dem i deres plan. Han befalede, at de, der kunne svømme, først skulle springe ud og komme i land,

ApG 28,3: Paulus havde samlet en bunke kvas, og da han lagde den på bålet, krøb en slange ud på grund af varmen og bed sig fast i hans hånd.

ApG 28,5: Men Paulus rystede dyret af i ilden og tog ingen skade.

ApG 28,8: Publius' far lå syg, plaget af feber og dysenteri. Paulus gik ind til ham, lagde hænderne på ham og bad og helbredte ham.

ApG 28,15: Brødrene dér havde hørt om os og var kommet helt ud til Forum Appii og Tres Tabernæ for at møde os. Da Paulus så dem, takkede han Gud og fik nyt mod.

ApG 28,17: Tre dage senere sammenkaldte Paulus jødernes førende mænd. Da de var forsamlet, sagde han: »Brødre! Jeg har intet gjort imod folket eller imod fædrenes skikke, alligevel er jeg blevet udleveret fra Jerusalem til romerne som fange.

ApG 28,25: Under indbyrdes uenighed brød de op, og Paulus sagde det ene ord til dem: »Med rette har Helligånden ved profeten Esajas talt til jeres fædre

ApG 28,30: Paulus blev nu hele to år i sin lejede bolig og tog imod alle, der kom til ham.