Jakobsstigen

Denne hjemmeside er en skole-kirke-side for Sønderborg Provsti.
Kirkerne i området arbejder hver for sig og i fællesskab på at fortælle "Den store historie" til børn og unge, og det er vores ønske at "Jakobsstigen" kan være et formidlende led til skolerne. Som den stige Jakob så i Det Gamle Testamente, da han var på vej til sin morbror, Laban. Læs evt. mere i 1. Mosebog kap. 28.

Vi vil lægge oplysninger om de fælles projekter for skoler, der afvikles i provstiet.
For tiden gælder det især 3. klassetrin med Jesus på Slottet, som vi har fået lov til at lave efter ide fra Kolding Provsti / Holger Lissner.

 

Fra www.bibelselskabet.dk/danbib/web/bibelen.htm

Jakobs drøm i Betel

v10 Jakob forlod Be'ersheba og begav sig til Karan. v11 Undervejs kom han til et sted, hvor han overnattede, fordi solen var gået ned. Han tog en af stenene og stillede den som hovedgærde, og så lagde han sig til at sove på stedet dér. v12  I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen. v13 Med ét stod Herren foran ham og sagde: »Jeg er Herren, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere. v14  Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. v15  Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.«

v16 Da Jakob vågnede, sagde han: »Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!« v17  Og han blev grebet af frygt og sagde: »Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds hus, det er himlens port!« v18  Om morgenen tog Jakob den sten, han havde stillet som hovedgærde, rejste den som stenstøtte og hældte olie over den. v19  Han gav stedet navnet Betel. Tidligere hed byen Luz. v20 Så aflagde Jakob et løfte: »Hvis Gud er med mig og bevarer mig på denne rejse og giver mig føde og klæder, v21 og hvis jeg vender tilbage til min fars hus i god behold, så skal Herren være min Gud; v22  stenen her, som jeg har rejst som stenstøtte, skal være Guds hus, og alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende af.«

 

 

Opdateret juni 2010